IND OG UD AF VÆRKET
- Interview med Anita Jørgensen

Konstruktion
Mørke, skulpturelle kroppe brudt op af skiver og tråde af lys. Anita Jørgensen arbejder i neon, glas og rustikke materialer, og de abstrakte værker formes som både maleri, skulptur og installation. Rå materialer som bly, gummi, glas og kobber bøjes, foldes og sammensættes i et enkelt men insisterende udtryk, der drager beskueren ind i et dirrende miljø af uforudsigelig spatialitet.

”Forførelsen ligger i at sammensætte helt almindelige materialer i uvanlige konstruktioner, så man genkender materialet men bliver overrasket over, at det pludselig bruges på en anden måde. Jeg arbejder med at skrælle værket ned og gøre det så enkelt som muligt, men samtidig konstruere det, så det rummer flere betydninger. Mit udtryk er jo både robust og vildt følsomt.”

Mellemrum
Hvad der umiddelbart kan synes som bastante værker, tangerer altså ved nærmere eftersyn et sted mellem materialets massivitet og nogle immaterielle rum, der opstår materialerne imellem. Værkernes robusthed opløses af en særlig følsomhed overfor stoffet og rummet, og de er stærkt afhængige af lysets modulationskraft. Jern sættes sammen med glas, og pludselig opløser materialerne hinanden eller skaber sammen noget helt tredje.

”Jeg understreger mellemrummet i mine figurer, fordi det gemmer på en vigtig energi. Mine værker har et nærvær i rummet, som man skal opleve med kroppen, men samtidig tilbyder de et koncentreret helle, en mental pause eller et refleksionsrum. Selv om det er lidt fortærsket, vil jeg gerne skabe rum til kontemplation og eftertanke, fordi jeg mener, at det især i dag er nødvendigt. At have stunderne, hvor man ligger på ryggen og kigger op på skyerne.”

Grænsefelt
Jørgensens produktion rummer utallige stedsspecifikke værker, som involverer omgivelserne; nogle gange i en fredsommelig pegen på eget udtryk, andre gange i mere dramatisk clinch med rummets form. De balancerer på grænsen mellem en tung forankring i rummet og en tidslig forskydning af den solide materialitet. De formidler ikke et modernistisk projekt om skulpturens egensfære, men rykker tværtimod værket ud på kanten af sin egen grænse, ud i arkitekturen og omgivelserne.

”Jeg er optaget af gentagelsens dynamik, og bruger den som metode til at understrege energien og betydningen i værket. Ved at installere flere former i forhold til hinanden skaber jeg et rum, der både breder værket ud imellem flere punkter, men som samtidig giver plads til, at blikket kan bevæge sig ind og ud af værket.”

Gitterrum
Samtidig med, at gentagelsens struktur folder værket ud i rummet, sammenbinder Jørgensen ofte værkets indre spænding med gitre eller gummibånd, som for at holde værket fast på grænsen mellem form og forløb.

”Gitteret ligger henover noget, holder sammen, men byder samtidig inden for i værkets rum. Det er gennemsigtigt og minder om et bur, men det er aldrig et lukket bur, som man ikke kan undslippe. Det er nærmere noget, der konstruerer et ekstra rum, og som samtidig er med til at organisere værket.”

Form og materiale sættes i bevægelse i Jørgensens univers, og uforudsigeligheden og åbenheden i deres bearbejdning sætter både krop og tanke fri omkring værket. Noget af forklaringen til denne frihed ligger i det abstrakte formsprog.


”Det abstrakte formsprog giver plads til et andet rum og en anden oplevelse end et figurativt billede. Folder jeg et stykke bly, holder det rummet i ave på en helt særlig måde, som jeg synes er interessant. På samme måde har mine værker tit prosaiske titler, som leder ind i værket uden at præsentere nogen fast tolkning. Det etablerer nærmere en bevægelse, som man kan digte videre på.”

Sanne Flyvbjerg